Styrk dig selv i et udfordrende miljø
Under Flyvevåbnets værnepligtsuddannelse får du en grunduddannelse som soldat. Flyvevåbnets Basisuddannelse gennemføres med udgangspunkt på Flyvestationen Karup. Under din basisuddannelse lærer du soldatermæssige færdigheder, herunder bl.a. skydning, felttjeneste, brandbekæmpelse og førstehjælp. Du vil under din værnepligt på Flyvestationen introduceres til Flyvevåbnet og dets enheder, herunder muligheder for videre ansættelse.
Du lærer at arbejde under pres i tæt samarbejde med andre, og det gør dig klogere på andres og egne styrker og grænser. Alt sammen noget, som du kan bruge i din videre tjeneste i Forsvaret eller videre i livet. Værnepligten i Flyvevåbnet har et stort fokus på at skabe et læringsmiljø med fokus på den enkeltes læring. Det gør, at du får muligheden for at skabe et solidt fundament til din videre militære karriere i Forsvaret.
Flyvevåbnets værnepligtsuddannelse tager fire måneder, og foregår ved Flyvestation Karup. Værnepligtsuddannelsen fungerer som en basisuddannelse, hvis du vil fortsætte din uddannelse eller karriere i Flyvevåbnet, såvel som i Forsvaret generelt.